Lørdag d. 12. september blev årets nye medlemmer, kaninerne, døbt i Københavns Roklub. Uden at kende dagens program mødte de nye medlemmer talstærkt op, kun med besked om at medbringe træningstøj og skiftetøj til festen efter dåben 💦
Kaninerne blev delt i to hold - "blå kaninører" og "pink kaninører" - og sendt gennem dagens hemmelige, men tilforladelige prøvelser, der bestod af klargøring af en 4-åres inriggerbåd på tid, dragebåds race og en quiz 💪
Kaninkonkurrencen blev rundet af med formand Birte Flæng Møllers tale, hvor hun ønskede de nye roere varmt velkommen i KR og fremhævede klubbens stærke fællesskab, den 160-årige historie, traditionerne, glæden ved roning og de mange ro-eventyr, der venter de nye roere forude 🚣
Så blev det tid til dåben: Kaninerne blev ført gennem æresporten af årer ned til pontonen, hvor Kong Neptun og Amfitrite ventede på at døbe kaninerne med en tur i Tømmergraven. I den lune festsal ventede lækker middag og fest efter dåben og uddeling af roerbreve 🧾
Stort tillykke til årets kaniner med roerbrevet 🎉