Kanindåb i Københavns Roklub 2026 🐰🚩

15. september 2026 21:30 , af Jeanette Birkedahl

Lørdag d. 12. september blev årets nye medlemmer, kaninerne, døbt i Københavns Roklub. Uden at kende dagens program mødte de nye medlemmer talstærkt op - kun med besked om at medbringe træningstøj og skiftetøj til festen efter dåben 💦

Kaninerne blev inddelt i to hold - blå og pink kaninører - og sendt gennem dagens hemmelige, men hyggelige prøvelser, der bestod af klargøring af en 4-åres inrigger på tid, dragebådsrace og en quiz 💪

Kaninkonkurrencen blev rundet af med en tale fra formand Birte Flæng Møller, der ønskede de nye roere varmt velkommen i KR og fremhævede klubbens stærke fællesskab, 160-årige historie, traditionerne og de mange ro-eventyr, der venter de nye medlemmer forude 🚣

Derefter fulgte selve dåben: Kaninerne blev ført gennem æresporten af årer ned til pontonen, hvor Kong Neptun og Amfitrite stod klar til at døbe kaninerne med en tur i Tømmergraven. I den lune festsal ventede lækker festmiddag efter dåben og uddeling af roerbreve 🧾

Stort tillykke til årets kaniner med roerbrevet 🎉

📸 Katrine Bryding, Mette Dietz og Jeanette Birkedahl